Migræne og hovedpine: symptomer, forskelle og kliniske overlap

Det korte, præcise svar

Det mest præcise svar begynder med en sproglig korrektion: Migræne står ikke over for "hovedpine" som to sidestillede fænomener. Hovedpine er både et symptom og en samlebetegnelse for mange diagnoser; migræne er én bestemt primær neurologisk hovedpinesygdom. I daglig tale mener man ofte spændingshovedpine, når man siger "almindelig hovedpine". Derfor er den klinisk meningsfulde sammenligning først og fremmest migræne over for spændingshovedpine, på engelsk tension-type headache eller TTH. ^[1–4]

De to diagnoser har tydelige gennemsnitsforskelle. Migræne giver oftere moderat til svær, aktivitetsforværret smerte sammen med kvalme og udtalt lys- og lydfølsomhed. TTH er oftere bilateral, trykkende, mild til moderat og ikke forværret af almindelig aktivitet. Men ingen enkelt egenskab afgør diagnosen. Migræne kan være bilateral og trykkende; TTH kan være ensidig, og kronisk TTH kan ledsages af mild kvalme eller én form for sensorisk følsomhed. Diagnosen bygger på hele mønstret over tid, ikke på ét nøgleord. ^{[2, 4, 6, 13]}

Overlap betyder heller ikke nødvendigvis, at migræne og TTH er samme sygdom. Den bedst underbyggede fortolkning er, at der findes klinisk adskilte, behandlingsrelevante syndromer med fælles smertebaner og porøse grænser. Overlap ses især, når én person har begge sygdomme, når migrænen er mild, når hovedpinen er blevet kronisk, eller når medicinoverforbrug, nakkesmerte og autonome bihulelignende symptomer slører billedet. ^{[5–7, 13, 15, 23–25]}

1. Hvad betyder ordet hovedpine?

Hovedpine er et symptom på samme måde, som feber er et symptom. Symptomet kan indgå i en primær hovedpinesygdom, hvor hovedpinen selv er lidelsen, eller i en sekundær hovedpine, hvor smerten skyldes en anden tilstand som infektion, blødning, meget højt blodtryk i særlige situationer, traume, lægemidler eller sygdom i øjne, kar, næse-bihuler eller nakke. ICHD-3 opdeler derfor hovedpiner i mange diagnoser, blandt andet migræne, TTH, klyngehovedpine og en række sekundære hovedpiner. ^[1]

Denne sondring er vigtig, fordi "hovedpine" ikke automatisk betyder mildt, harmløst eller ikke-migræne. At forstå, hvad migræne er, kræver derfor, at man skelner den neurologiske sygdom fra det brede symptom hovedpine. En migrænepatient kan have flere typer hovedpinedage. Omvendt kan en person med TTH have svære gener og betydelig funktionspåvirkning uden at opfylde migrænekriterierne. Migræne kan endda forekomme som typisk aura uden efterfølgende hovedpine. ^{[3, 37]}

Globalt er begge sygdomme meget almindelige. WHO anslår, at hovedpinesygdomme samlet ramte omkring 40 procent af verdens befolkning i 2021. Nyere GBD-modeller estimerer omtrent 2,0 milliarder mennesker med TTH og 1,2 milliarder med migræne i 2021. Tallene er modelbaserede og afhænger af definitioner og spørgemetoder, men rangordningen er robust: TTH er mest udbredt, mens migræne står for langt størstedelen af handicapbyrden. ^{[8, 9]}

2. Symptomer på migræne og spændingshovedpine

Migræne uden aura

ICHD-3 kræver mindst fem anfald, der uden effektiv behandling varer 4 til 72 timer. Under hovedpinen skal mindst to af fire smerteegenskaber være til stede: ensidig lokalisering, pulserende kvalitet, moderat til svær intensitet eller forværring ved almindelig fysisk aktivitet. Dertil kommer enten kvalme/opkast eller både lys- og lydfølsomhed. Andre sygdomme skal være en dårligere forklaring. ^[2]

Kriterierne viser, hvorfor stereotype beskrivelser fejler. En migræne behøver kun to af de fire smertekendetegn. Den kan derfor være bilateral, ikke-pulserende eller relativt moderat og stadig være migræne, hvis resten af mønstret passer. I en nyere sammenlignende gennemgang var bilateral smerte rapporteret hos omkring 40 procent af personer med migræne, mens kun omtrent en fjerdedel havde strikt ensidig smerte ved alle anfald. Sideangivelsen alene er derfor en svag skillelinje. ^[13]

Migræne med aura

Ved migræne med aura består auraen af fuldt reversible neurologiske symptomer, oftest visuelle, men også sensoriske, sproglige og mere sjældent motoriske, hjernestamme- eller retinale symptomer. Typisk udvikler symptomerne sig gradvist over mindst fem minutter, varer 5 til 60 minutter for hvert symptom og ledsages eller efterfølges ofte af hovedpine inden for en time. Positive fænomener som flimren, zigzaglinjer eller prikken taler mere for aura end pludseligt tab af funktion, men ingen enkelt regel kan sikkert udelukke TIA eller anden akut neurologisk sygdom. ^{[3, 22, 37]}

Aura illustrerer også, at migræne er mere end smerte. Typisk aura kan forekomme uden hovedpine. Førstegangs-aura efter 40-årsalderen, udelukkende negative symptomer, usædvanlig kort eller lang varighed eller et pludseligt debuttidspunkt bør vurderes lægeligt, fordi andre forklaringer skal udelukkes. ^[37]

Spændingshovedpine

Ved hyppig episodisk TTH forekommer hovedpinen 1 til 14 dage om måneden i mere end tre måneder. Den varer 30 minutter til 7 dage og har mindst to af følgende: bilateral placering, trykkende eller strammende kvalitet, mild til moderat intensitet og ingen forværring ved almindelig aktivitet. Der må ikke være kvalme eller opkast, og højst én af lys- eller lydfølsomhed. Ved kronisk TTH er der mindst 15 hovedpinedage om måneden i mere end tre måneder; mild kvalme kan da forekomme. ^{[4, 6]}

Navnet "spændingshovedpine" er historisk og let misvisende. Perikraniel muskelømhed er almindelig, men den kan være årsag, medvirkende faktor, følge af smerte eller blot en samtidig markør. Der findes ingen test af muskelspænding eller et triggerpunkt, som alene kan bekræfte TTH. Moderne forskning betragter TTH som en neurobiologisk hovedpinesygdom, hvor perifere myofasciale input sandsynligvis fylder mere ved episodisk sygdom, mens central sensibilisering bliver vigtigere ved kronisk sygdom. Den præcise molekylære mekanisme er fortsat utilstrækkeligt kortlagt. ^{[15, 17, 26, 27]}

3. Hvorfor får man migræne? Fælles smertesystem, forskellige tyngdepunkter

Migræne er ikke blot en karhovedpine

Den gamle forklaring, hvor migræne primært skyldtes udvidede blodkar, er for simpel. Den moderne model beskriver et anfaldsdisponeret nervesystem med ændret sensorisk bearbejdning, aktivering af trigeminovaskulære baner, signalering fra hjernehinderne og neuropeptider som calcitonin gene-related peptide, CGRP. Hjernen, hjernestammen, trigeminusnerven, autonome systemer og kar indgår i et neurovaskulært netværk; karændringer er en del af billedet, ikke hele årsagen. ^{[14, 16, 18]}

CGRP-evidensen er usædvanligt stærk for en hovedpinemekanisme. Infusion af CGRP kan fremkalde migrænelignende anfald hos en betydelig del af personer med migræne, og lægemidler, der blokerer CGRP eller dets receptor, forebygger eller behandler migræne hos mange patienter. Det beviser ikke, at CGRP er hele sygdommen, men det viser en kausal og terapeutisk relevant akse. Tilsvarende fund er ikke etableret ved klassisk TTH. ^{[14, 20, 21]}

Aura forbindes især med cortical spreading depression, en langsomt udbredende bølge af ændret neuronal og glial aktivitet i hjernebarken. Funktionel billeddannelse under visuel aura understøtter denne model. Ved migræne uden aura er anfaldsstart og netværksdynamik mere komplekse og ikke fuldt afklarede. ^{[18, 22]}

Migræne er samtidig stærkt polygen. Et stort genomstudie med mere end 102.000 migrænetilfælde identificerede 123 risikoloci. Varianterne påvirker hver især risikoen beskedent og spiller sammen med hormoner, søvn, stress, miljø og andre faktorer. Migræne er derfor arvelig i en kompleks, statistisk forstand og ikke som en enkel nedarvning hos den enkelte. Sjældne monogene former, især familiær hemiplegisk migræne, er undtagelser og må ikke bruges som model for al migræne. ^[19]

TTH: fra perifere input til central sensibilisering

Ved episodisk TTH peger studier på, at nociceptive signaler fra muskler og andet myofascialt væv kan bidrage. Ved hyppig eller kronisk TTH bliver nervesystemets forstærkning af signaler mere fremtrædende: smertetærskler kan falde, smerte kan brede sig, og hjernens nedadgående hæmning kan fungere mindre effektivt. Dette kaldes central sensibilisering. Det er en mekanisme, ikke en selvstændig diagnose, og den findes også ved kronisk migræne. ^{[15, 17, 26]}

Triggerpunkter og perikraniel ømhed forekommer både hos personer med migræne og TTH. En systematisk gennemgang fandt høj forekomst, men understregede manglen på en diagnostisk guldstandard og kontrollerede interventionsstudier. Det er derfor videnskabeligt uforsvarligt at konkludere, at et palpationsfund alene er den egentlige årsag til hovedpinen. ^[27]

Det fælles system

Begge diagnoser bruger dele af det trigeminale og trigeminocervikale smertesystem. Begge kan påvirkes af søvn, stress og gentagen smerte, og begge kan kronificeres. Eksperimentelt kan nitrogenoxid-donorer fremkalde hovedpinefænomener ved begge sygdomme, hvilket peger på fælles signalveje. Men migræne har stærkere dokumentation for trigeminovaskulær aktivering, CGRP/PACAP og en karakteristisk flerfaset anfaldsbiologi; TTH har stærkere association til perikraniel ømhed og myofasciale input. Fælles anatomi er ikke det samme som identisk sygdom. ^[13–18]

4. Hvor overlapper migræne og TTH?

Overlap 1: To hovedpinesygdomme hos samme person

Det er almindeligt, at samme person har både migræne og TTH. ICHD-3 fremhæver udtrykkeligt, at begge diagnoser skal identificeres, fordi behandlingen er forskellig. En person kan eksempelvis have to månedlige anfald med kvalme, lys-/lydfølsomhed og aktivitetsforværring samt flere korte dage med bilateral trykken uden ledsagesymptomer. Udtrykket "blandingshovedpine" kan virke intuitivt, men det skjuler ofte to behandlingsrelevante mønstre. ^{[4, 10–12]}

Overlap 2: Mild migræne kan ligne TTH

Migrænens karakteristiske ledsagesymptomer er graduerede. Kvalmen kan være diskret; lys og lyd kan blot opleves som mere generende; smerten kan være bilateral og trykkende. Hvis man kun spørger "dunker det i den ene side?", overses en del migræne. I Spectrum-studiet blev en betydelig andel af personer, der oprindeligt var klassificeret med TTH, omklassificeret til migræne eller migrænelignende hovedpine efter mere systematisk vurdering. Studiet var ikke et tilfældigt udsnit af hele befolkningen, men det demonstrerer en reel diagnostisk gråzone. ^{[13, 24]}

Omvendt kan svær TTH være meget invaliderende uden at være migræne. Intensitet alene afgør ikke diagnosen. Det afgørende er kombinationen af smerteegenskaber, ledsagesymptomer, funktionspåvirkning, varighed og gentagelse. Behandlingsrespons kan støtte en hypotese, men er heller ikke et sikkert diagnostisk facit. ^{[1, 13]}

Overlap 3: Kronisk migræne indeholder spændingslignende dage

Kronisk migræne er den tydeligste formelle overlapzone. Diagnosen kræver mindst 15 hovedpinedage om måneden i mere end tre måneder hos en person med tidligere episodisk migræne. På mindst 8 dage skal hovedpinen have migrænekarakteristika, aura eller tydelig respons på migrænespecifik akutbehandling. De øvrige dage må godt være TTH-lignende. ^[5]

ICHD-3 giver et instruktivt eksempel: En person med 25 hovedpinedage om måneden, heraf 8 migrænedage og 17 spændingslignende dage, kan teknisk opfylde træk for både kronisk migræne og kronisk TTH. Klassifikationen siger, at kronisk migræne skal være hoveddiagnosen. Det er ikke et bevis for, at TTH er blevet til migræne; det er en praktisk regel, som afspejler, at hovedpinen ved høj frekvens bliver mere variabel og vanskelig at kategorisere dag for dag. ^{[5, 6]}

Overlap 4: Medicinoverforbrug slører grundsygdommen

Medicinoverforbrugshovedpine, MOH, diagnosticeres ved mindst 15 hovedpinedage om måneden hos en person med en eksisterende hovedpinesygdom og regelmæssigt overforbrug af akutmedicin i mere end tre måneder. Klassifikationstærsklen er typisk mindst 15 dage om måneden for simple analgetika og mindst 10 dage for triptaner, opioider eller kombinationspræparater. Den oprindelige migræne eller TTH diagnosticeres samtidig med MOH. ^{[7, 38]}

Det er vigtigt at skelne mellem en risikogrænse og en biologisk naturkonstant. ICHD-3 gør selv opmærksom på, at de præcise dagsgrænser hovedsageligt bygger på ekspertvurdering. Den kliniske sammenhæng mellem hyppig akutmedicin og vedligeholdt kronisk hovedpine er veldokumenteret, men individuel sårbarhed varierer. ^[7]

Overlap 5: Nakken kan være årsag, medspiller eller symptom

Nakkesmerte er meget almindelig ved migræne. En meta-analyse fandt nakkesmerte hos omkring tre fjerdedele af migrænepatienter i kliniske studier, hyppigere ved kronisk end episodisk migræne, men med betydelig variation mellem studierne. Trigeminocervikal konvergens betyder, at signaler fra øvre nakke og trigeminussystemet mødes i fælles neurale strukturer. Derfor kan migræne mærkes i nakken, og nakkestivhed kan optræde som prodrom, før hovedpinen topper. ^{[3, 18, 28]}

Dette er en central årsagsfælde: At nakken gør ondt før eller under et anfald, beviser ikke, at en mekanisk nakkefejl har udløst migrænen. Ægte cervikogen hovedpine kræver tegn på en cervikal lidelse og en troværdig kausal forbindelse, eksempelvis parallel tidsudvikling, reproduktion ved nakkebevægelse eller markant bedring efter diagnostisk blokade. Almindelige degenerative fund på skanning er hyppige hos personer både med og uden hovedpine og er ikke i sig selv bevis. ^[35]

Overlap 6: Bihulehovedpine kan være migræne

Migræne kan give tåreflåd, næsetæthed, tryk i ansigtet og smerte omkring øjne eller bihuler via trigeminale og autonome baner. I et ofte citeret amerikansk studie af 2.991 personer med selv- eller lægediagnosticeret "sinus headache" opfyldte 88 procent kriterier for migræne eller migrænelignende hovedpine. Tallet må ikke generaliseres til alle med bihulesmerte, fordi populationen var udvalgt, men det viser, hvor let symptomerne forveksles. ^[29]

Hovedpine på grund af akut rhinosinuitis kræver mere end ansigtstryk. Der bør være objektive tegn på akut rhinosinuitis og en tidsmæssig sammenhæng, hvor hovedpinen udvikler sig, forværres og bedres parallelt med infektionen. Migræne kan samtidig forværres under infektion, så diagnoserne kan også sameksistere. ^[36]

Overlap 7: Aura uden hovedpine og differentialdiagnosen TIA

Aura uden hovedpine ligger sprogligt uden for den almindelige forestilling om "hovedpine", men diagnostisk inden for migræne. Klassisk aura udvikler sig gradvist, spreder sig og har ofte positive symptomer; TIA starter oftere pludseligt og giver tab af funktion. Forskellen er statistisk, ikke absolut. Nyopståede fokale neurologiske symptomer skal derfor ikke selvdiagnosticeres som migræne, især ikke ved første anfald eller ændret mønster. ^{[3, 22, 37]}

5. Hvad udløser migræne? Triggere er ikke altid årsagen

Stress, søvnforstyrrelse, uregelmæssige måltider, menstruation, alkohol, lys og fysisk belastning rapporteres ofte som triggere. Stress og mental spænding er rapporteret ved både migræne og TTH, mens hormonelle svingninger og visse sensoriske påvirkninger fylder mere ved migræne. Prospektive dagbogsstudier giver generelt mere pålidelig information end erindring alene, fordi mennesker naturligt søger forklaringer efter et anfald. ^{[13, 39]}

Et særligt problem er omvendt årsagsretning. Træthed, nakkestivhed, lysfølsomhed, koncentrationsbesvær, gaber og trang til bestemte fødevarer kan begynde i migrænens prodrom mange timer før smerterne. Den aktivitet eller mad, der kommer efter prodromets begyndelse, kan fejlagtigt få skylden som trigger. Derfor bør man teste hypoteser i en dagbog frem for at indføre brede eliminationsdiæter eller undgå normal aktivitet uden en reproducerbar sammenhæng. ^{[3, 14, 16]}

Det betyder ikke, at triggere er uvirkelige. Men de fungerer ofte som belastninger i et dynamisk system, hvor flere faktorer skal falde sammen, før anfaldstærsklen overskrides. Det er mere præcist at tale om sandsynlighedsmodifikatorer end én universel udløser. Denne model forklarer, hvorfor den samme påvirkning kan udløse et anfald én dag og være neutral en anden. ^{[14, 16]}

6. Sådan stilles diagnosen i praksis

Der findes ingen rutinebiomarkør

Migræne og TTH diagnosticeres klinisk. Der findes ikke en blodprøve, MR-skanning, EEG-måling eller muskeltest, som rutinemæssigt bekræfter en af diagnoserne. Undersøgelser bruges først og fremmest til at lede efter sekundære årsager, når sygehistorien eller den neurologiske undersøgelse giver mistanke. Ved et stabilt mønster, som passer til migræne, en normal neurologisk undersøgelse og ingen røde flag anbefales rutinemæssig neuroimaging normalt ikke. ^{[10, 14, 15, 30]}

Hovedpinedagbogen er det vigtigste måleinstrument

Den danske nationale vejledning anbefaler hovedpinedagbog i mindst fire uger og derefter kalender over længere tid. Dagbogen reducerer erindringsbias og gør det muligt at adskille migrænedage, TTH-dage, medicindage og eventuelle auraer. Den viser også, om behandling ændrer frekvens, intensitet eller funktion. ^[10–12]

En brugbar dagbog registrerer:

• Dato, start- og sluttid samt om smerten var vedvarende eller kom i anfald.
• Intensitet og funktionspåvirkning, herunder om almindelig aktivitet forværrede smerten.
• Side og kvalitet: trykkende, pulserende, stikkende eller anden karakter.
• Kvalme, opkast, lys-, lyd- og lugtfølsomhed.
• Aura, autonome symptomer, nakke- eller ansigtssmerte.
• Akutmedicin, dosis efter aftale med behandler, tidspunkt og effekt.
• Menstruation, søvn og andre mulige påvirkninger, hvis de er relevante for en konkret hypotese.

Klassificér anfaldsdagen, ikke kun personen

Hos personer med flere fænotyper er det nyttigt at spørge om den ubehandlede eller tidligt ubehandlede hovedpine. Effektiv behandling kan afkorte et migræneanfald, så det ikke når den fulde kriterieprofil. Samtidig kan hyppig behandling skabe MOH. Den bedste vurdering kombinerer derfor anfaldshistorik, dagbog, undersøgelse og medicinforbrug; ingen enkelt app-score eller respons på én tablet kan stå alene. ^{[1, 5, 7, 10]}

7. Migrænebehandling og medicin: fælles grund og forskelle

Behandling bør vælges efter diagnose, frekvens, funktionspåvirkning, anden sygdom, graviditet, tidligere respons og risiko for overforbrug. Afsnittet beskriver principper og ikke individuelle doser eller anbefalinger. Danske nationale vejledninger bør bruges ved konkrete valg. ^{[10–12, 38]}

Valget mellem akut medicin og forebyggelse afhænger af mønstret. Den mere detaljerede gennemgang af behandling af migræne forklarer også, hvornår blandt andet triptaner, Botox og CGRP-behandling kan komme på tale.

Akut behandling

Paracetamol og NSAID kan have effekt ved både migræne og TTH, hvilket er en reel behandlingsmæssig lighed. Ved migræne kan kvalme, opkast og langsom mave-tarm-funktion dog påvirke optagelsen. Triptaner er migrænespecifik akutbehandling og bør tages i hovedpinefasen, ikke som behandling af aura alene. Gepanter kan være en mulighed for udvalgte migrænepatienter. Triptaner anbefales ikke som standardbehandling af TTH. ^[11–13]

At samme simple smertestillende middel kan hjælpe begge diagnoser, gør dem ikke identiske. Paracetamol og NSAID påvirker brede smerte- og inflammationsmekanismer. Omvendt er respons på et triptan heller ikke en perfekt diagnostisk test, fordi hovedpinefænotyper varierer, placeboeffekter forekommer, og behandlingen kan ændre et anfald, før det udvikler alle symptomer. ^[13]

Forebyggende migrænebehandling: medicin, CGRP og Botox

Ved migræne anvendes blandt andet betablokkere, candesartan, topiramat og amitriptylin afhængigt af patientprofil. Ved kronisk migræne findes desuden målrettede CGRP-antistoffer eller -hæmmere og botulinumtoksin A efter gældende kriterier. Ved TTH har amitriptylin den bedst etablerede forebyggende lægemiddelevidens; dokumentationen for andre antidepressiva er mere begrænset. Botulinumtoksin er ikke en etableret behandling af kronisk TTH. ^{[11–13, 15]}

Amitriptylin er dermed et farmakologisk overlap, mens CGRP-målrettet behandling og botulinumtoksin ved kronisk migræne markerer en vigtig forskel. Forebyggelse vurderes over uger til måneder med dagbog, fordi naturlig variation og regression mod gennemsnittet ellers let forveksles med effekt. ^{[11, 12]}

Ikke-medicinsk behandling

Regelmæssig søvn, måltider, væske, gradueret fysisk aktivitet, stresshåndtering og patientuddannelse er rimelige grundelementer ved begge diagnoser. Afslapning, biofeedback og kognitiv adfærdsterapi kan hjælpe nogle. De bør ses som supplementer, ikke som tegn på at hovedpinen er psykisk. Effekten er typisk moderat og heterogen, og studiedesign gør det vanskeligt at blinde deltagerne. ^{[12, 32, 33]}

For TTH fandt en systematisk gennemgang mulige korttidsfordele ved akupunktur, superviseret fysisk aktivitet, manuel mobilisering og psykologiske indsatser, men evidensen var overvejende lav eller meget lav på grund af små studier og risiko for bias. Den danske vejledning prioriterer aktive øvelser, ergonomisk vejledning og stresshåndtering; passiv fysioterapi anbefales ikke som varig løsning. ^{[12, 32]}

Daith piercing mod migræne

Daith piercing i ørets brusk markedsføres nogle gange som en alternativ behandling af migræne. Den tyske neurologiske migræneretningslinje vurderer, at der mangler meningsfulde randomiserede studier og en plausibel sygdomsmekanisme. Den anbefaler derfor ikke ørepiercing som migrænebehandling med den nuværende dokumentation, blandt andet på grund af risikoen for lokal infektion og betændelse i ørebrusken. ^[40]

Kulde, kompression og andre symptomlindrende hjælpemidler

Kulde omkring hoved eller nakke opleves af nogle som lindrende under migræne. En systematisk gennemgang af seks små studier fandt en reduktion i smerte omkring 30 minutter efter kuldeintervention, men ingen overbevisende dokumentation for vedvarende effekt efter 24 timer eller forebyggelse. Studierne var heterogene og omfattede forskellige metoder. Der er endnu mindre diagnosespecifik evidens ved TTH. ^[34]

Den præcise virkning af kulde og kompression er usikker. Midlertidig dæmpning af perifere signaler, sensorisk konkurrerende input og en beroligende kontekst er plausible forklaringer; påstande om, at et produkt korrigerer den grundlæggende migrænemekanisme eller giver langvarig forebyggelse, går længere end evidensen. Symptomlindring kan være reel og værdifuld uden at være sygdomsmodificerende. ^[34]

8. Røde flag: hvornår skal du reagere?

Langt de fleste tilbagevendende hovedpiner er primære, men et nyt eller markant ændret mønster kræver opmærksomhed. SNNOOP10 er en huskeregel for tegn, der øger behovet for udredning. Røde flag er ikke diagnoser og har begrænset specificitet; de bruges til at afgøre, hvem der bør vurderes hurtigere eller med supplerende undersøgelser. ^{[30, 31]}

Søg akut lægehjælp ved blandt andet:

• Pludselig eksplosiv hovedpine, der når maksimal intensitet på sekunder eller få minutter.
• Ny lammelse, taleforstyrrelse, synstab, svær balanceforstyrrelse, krampe, forvirring eller påvirket bevidsthed.
• Feber sammen med nakkestivhed, udslæt eller almen påvirkning.
• Ny svær hovedpine under graviditet eller efter fødsel, efter hovedtraume, ved kendt kræft eller immunsuppression.
• Smertefuldt rødt øje med synspåvirkning eller en hurtigt progredierende og tydeligt ændret hovedpine.

Andre vurderingskrævende mønstre omfatter ny hovedpine efter 50-årsalderen, tydelig positionsafhængighed, hovedpine udløst af hoste, anstrengelse eller Valsalva, papilødem og vedvarende progression. En kendt migrænediagnose beskytter ikke mod at få en ny sekundær hovedpine; ændring fra personens sædvanlige mønster er derfor vigtig. ^{[30, 31]}

9. Hvad ved vi sikkert, og hvad er usikkert?

Hvorfor kontinuumdebatten ikke er afgjort

Klassiske danske befolkningsdata talte for, at migræne og TTH er adskilte enheder: migrænens karakteristika opførte sig mere som et anfaldssyndrom, mens TTH-intensitet og frekvens varierede mere gradvist. Senere taxometriske analyser har ikke altid fundet en ren kategorisk grænse, især ved højfrekvent hovedpine. Studierne bruger forskellige populationer, målemetoder og statistiske antagelser. De kan derfor ikke reduceres til ét endeligt svar. ^{[23, 25]}

Det klinisk nyttige resultat er en pragmatisk mellemposition: Bevar diagnoserne, fordi de forudsiger symptommønster og behandlingsvalg, men forvent variation, komorbiditet og skiftende fænotype. Ved kronisk hovedpine bør frekvens, medicinforbrug, sensibilisering og funktion registreres som dimensioner ved siden af diagnoseetiketten. ^{[5–7, 13, 15]}

10. Konklusion

Migræne og hovedpine er ikke modsætninger. Migræne er en bestemt neurologisk hovedpinesygdom, mens hovedpine er et symptom og en samlet sygdomskategori. Når mennesker sammenligner migræne med "almindelig hovedpine", er TTH som regel den relevante modpart. ^[1–4]

Migræne og TTH ligner hinanden ved, at begge er tilbagevendende primære hovedpinesygdomme, som oftest har normal neurologisk undersøgelse mellem anfald, deler dele af smertesystemet, påvirkes af søvn og stress, kan kronificeres og kan lindres af simple analgetika. De adskiller sig ved migrænens typiske flerfaseforløb, kvalme, sensoriske overfølsomhed, aktivitetsforværring, aura hos en del og stærke CGRP-/trigeminovaskulære evidens. TTH har typisk et mere trykkende, bilateralt og aktivitetsneutralt mønster, men er ikke blot muskelspænding. ^{[2–4, 13–18]}

Overlap ses især som to samtidige diagnoser, som mild migræne, der ligner TTH, og som kronisk migræne med både migræne- og spændingslignende dage. Medicinoverforbrug, nakkesmerte og bihulelignende autonome symptomer kan yderligere sløre grænsen. Det mest pålidelige værktøj er en systematisk hovedpinedagbog, efterfulgt af klinisk vurdering af hele mønstret og opmærksomhed på røde flag. ^{[5–7, 10, 28, 29, 31]}

Den videnskabelige hovedkonklusion er derfor hverken "helt det samme" eller "helt uden forbindelse". De er adskilte, behandlingsrelevante syndromer med delvist fælles biologi og en porøs grænse, især når hovedpinefrekvensen stiger. Det er netop i overlapzonen, at præcise spørgsmål, dagbog og nøgtern evidensvurdering gør den største forskel.